Den Slesvigske Krige var rigtig meget en søkrig.
Slaget ved Helgoland 9. maj 1864. På stikket ses fregatten Jylland som 2 fra venstre. (Stik af Carl Neumann i "Illustreret Tidende", 22 maj 1864).
Optakten til slaget ved Helgoland
I 1849 hjalp flåden med flytning af hæren fra Mols til Fredericia, så hæren fik mulighed for et sejrrige udfald fra Fredericia den 6. juli. Fordi det Det Tyske Forbund gik med i krigen, fik flåden til opgave at blokere de fjendtlige havne i Østersøen og Nordsøen. Blokaden af havne var effektiv at det var med til, at fremtvinge en tysk stemning for våbenhvile i juli 1849, og fred med Preussen et år senere. Striden om Slesvig-Holstens fremtid blev dog ikke afgjort, og betød der atter udbrød krigen i 1864.
Sejer ved Helgoland
I 1864 fik flåden atter til opgave at blokere de fjendtlige havne i Østersøen og Nordsøen. Dog var flådens største udfordring at imødegå en Østrigsk indsats. Den relativt store østrigske Adriaterhavsflåde sendte således en eskadre større skibe til Nordsøen for at bryde den danske blokade. Den danske og østrigske eskadre mødtes ved Helgoland den 9. maj 1864, mødte de østrigske dampfregatter SCHWARZENBERG og RADETZKY samt tre preussiske dampkanonbåde med den danske Nordsøeskadre bestående af dampfregatterne NIELS JUEL og JYLLAND og dampkorvetten HEIMDAL. Efter et par times kamp fik dampfregatten SCHWARZENBERG ild i riggen og østrigerne fortrak ind på neutralt, britisk farvand under Helgoland. Slaget ved Helgoland var det sidste søslag i linjeformation, udkæmpet med store træskibe. Og resultatet var en taktisk og moralsk dansk sejr.
På land led hæren imidlertid nederlag ved Dybbøl, Det betød at efter en våbenhvile indgået få dage efter Helgolandsslaget, og efterfølgende fredsforhandlinger medførte, at Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til Det Tyske Forbund.
Og hvad var der bag krigen? Ja Danmark ville måske ikke havde været til i dag, hvis mange havde fået sin vilje.
Otto von Bismarck blev i 1862 ministerpræsident i Preussen. Han ville forene Skandinavien.
Allerede fra Napoleonskrigene (1803-1815) havde det været Preussens udenrigspolitik. Det var det også under Første Slesvigske Krig (1848-1851) og var atter højaktuel fra 1857 og frem.
Den preussiske statsmand var parat til at give Nordslesvig tilbage til Danmark mod en alliance med et forenet Skandinavien mod Rusland.
Hele Europa bakkede op, kun Rusland var imod.
Selv Dronning Victoria af Storbritannien forslog også det slesvigske spørgsmål løst ved en skandinavisk union.
Kort og godt støttede en stor del af Europas førende statsmænd og fyrster skabelsen af en samlet Nordisk stat.
Én magt var derimod konsekvent imod skandinavisk samling. For skandinavisterne ville være dyr for Rusland både en ideologisk og geopolitisk trussel mod Skandinavien.
Det var da også netop derfor, Rusland ikke ønskede skandinavisk samling. Et forenet Skandinavien ville spærre Rusland inde i Østersøen.
Rusland foretrak derfor et splittet Skandinavien, som kunne kontrolleres og ikke udgøre en ideologisk trussel.
De var fulde, de var folkelige og de ville forene Skandinavien. Frederik 7. og Karl 15. var glødende skandinavister, men deres farverige karakterer gør det let at afskrive alvor i deres planer. Men bag dem stod en række kompetente politikere, herunder den danske stats- og udenrigsminister C.C. Hall. (Illustration: ’Ljungbyhed 1860’. Fritz von Dardel (1860). Farvelagt)
Planer om statskup og revolution.
Krigen i 1864 handlede om Slesvig. Men den var også tænkt som en skandinavisk samlingskrig. Når politikken slog fejl, skyldtes det blandt andet, at den danske konge, Frederik 7., døde i 1863.
Den nye konge, Christian 9., forsøg på at bevare den eksisterende dansk-tyske stat med Ruslands hjælp var en katastrofe.
Det affødte et utal af planer om statskup og revolution før, under og efter krigen i 1864. Danske toppolitikere planlagde både kidnapning af den danske kongefamilie og en folkerejsning.
Herefter skulle svenske og norsk soldater sendes til Sjælland. Karl 15. af Sverige og Norge skulle gøres til dansk rigsforstander og en skandinavisk union skabes.
Politikere slettede sporene
Dette er historien, som ikke skete. Og de danske politikerne gjorde deres bedste for at slette deres spor. Derfor er denne fortælling om skandinavismen blevet glemt. Heldigvis fik de danske politikere ikke brændt de revolutionsplaner og breve, de havde sendt til Stockholm.
I stedet har vi fået historien om den politiske skandinavisme som en bevægelse af romantiske og idealistiske studenter, hvis urealistiske idéer var undfanget ved punchbowlen.
Sandheden er, at der i 1864 blev lavet et udkast til unionstraktat mellem Danmark, Sverige og Norge, som den svenske statsminister Louis De Geer var parat til at forhandle om med Danmarks statsminister D.G. Monrad.
Netop Monrad var sammen med blandt sin forgænger, C.C. Hall, blandt de mænd, der planlagde en skandinavisk revolution.
Aftalen var indgået – og kongen døde
Alliancen blev indgået, men ikke ratificeret før Frederik døde, og den nye konge – Christian 9. – fjernede C.C. Hall fra magten. Det gav alliancemodstanderne i den svenske og norske regering tid til at mobilisere.
Det betød, at Danmark stod alene mod Preussen og Østrig. Trods franske opfordringer greb Sverige-Norges ikke ind i krigen, og Christian 9.s forsøg på at bevare de tyske hertugdømmer forhindrede en forståelse med Preussen.
Det lagde grunden til skandinavistiske revolutionsplaner.
Illustrationen af de tre soldater fra Norge, Danmark og Sverige er fra 1848. Det indfanger glimrende, hvordan der allerede under Første Slesvigske Krig (1848-1851) var forsøg på at forene Skandinavien igennem en krig. Illustration: Ukendt efter forlæg af ukendt original (1848), Nasjonalbiblioteket i Oslo / Kort: Per Jørgensen / Collage: Kristian Jensen / Artikel hvor jeg har fundet det.